TOBIAS-SKOLEN
Krops- & psykoterapeut-uddannelse

Danseterapi - det nye sort!

”Står du virkelig op kl. 5.30 hver morgen for at danse en time?”…. Et spørgsmål jeg ikke så sjældent får.  Og ja, jeg kunne ikke finde mange bedre og mere livgivende måder at starte dagen på. Efter 21 dage på ferie, hvor det kun er lykkes mig at danse en enkelt gang, mærker jeg tydeligt både de fysiske og følelsesmæssige spor efter danse-tørlægningen. Men hvorfor er danseterapi, moving meditation eller procesdans som jeg ynder at kalde det, så kraftfuldt? Og hvorfor er denne svedige proces så ”up & coming” indenfor terapeutiske kredse? På Tobias-Skolen har vi altid brugt procesdans, men det ser ud til, at der for øjeblikket flyder en tsunami af udbydere og udøvere af danseterapi, indover landet – og det er bestemt ikke uden grund!

Høj musik, fede rytmer, sang, langsomme bløde bevægelser, tempo, staccato med kraft, forløsende frigørende pulserende moves ud af kroppens og sindets fængsler, inerti og stagnation er det, det handler om. Intentionen har retning mod en dybere overgivelse ind i sjælen, en væk fra hovedet og ind-i-kroppen-oplevelse, forbi hæmningerne, en bearbejdelse igennem krops- og karakterpanseret, langt ind i følelserne….. overgivelsen ind i den skønne forløsning og så endelig endnu dybere ind, i den vi essentielt set er. Derind hvorfra al autenticitet, liv, kærlighed og energi flyder. Overgivelse, frigørelse og liv! Så kort kan det måske siges, hvis jeg skal koge essensen af, hvad det kære barn med de mange navne handler om. Og når det så er sagt, så er der ligeså mange variationer, udtryk og intentioner med procesdansen, som der er udøvere.

I morges vågnede jeg med jetlag kl. 03.57 og efter noget tid, hvor min krop ikke lod sig overtale til at sove videre, stod jeg op og gik i gang. En fed playliste (se den nederst), noget vand og et rum, hvor jeg uden at forstyrre nogen kunne fyre musikken op på max, var lige det min krop, mit sind og min sjæl hungrede efter, ovenpå så mange dage for lud og koldt danse-vand. Og straks bliver jeg taget…. Af Usher…. Altså ikke på den måde, men af rytmerne, det underliggende flow og ja også af musikken, der med sin store volume fylder hvert et hjørne af rummet både indeni og udenfor mig. Mere og mere åbner min bevidsthed sig og ”den jeg tror jeg er” falder mere og mere ind i kroppen, ind i bevægelserne, og ”jeg” føres på en rejse igennem alle de lag af bevidsthed, der har behov for at blive sat i bevægelse. Jeg kan ikke bypasse stagnationerne uden at bevæge dem – mind in motion er midlet. Af en eller anden grund fik jeg under min dans billedet af en rusten cykel, altså hvis man forestiller sig at rørene er rustne indeni. Jeg fik fornemmelsen af hvordan musikken, sangen, rytmerne og bevægelserne tilsammen fik frigjort alt det rust og fik rørene pudset af indvendigt. En klar følelse i min krop af fornyet mulighed for fri passage og plads til energi, glæde, kærlighed, liv og essens, var resultatet. Som var alt det uvæsentlige blevet bearbejdet og frigjort lige der, så der nu er plads til mere ”sand mig”.

Og helt fantastisk er det, at det oveni købet for mig og mange af mine studerende er forbundet med så meget livsglæde at procesdanse. Samtidig kunne jeg særligt her i morges efter 21 dages afholdenhed mærke, hvor sindssyg god fysisk træning det er; mavemusklerne kunne mærkes hver og en i alle bevægelserne, arme, skuldre, baller, ben, fødder, nakken og halsen, ryggen og hjertet…både det fysiske og det følelsesmæssige hjerte… hvilken velvære og hvilken total-oplevelse af at være i bevægelse. ”An e-motion-al-being”!

Og hvad så med modstanden? Den jeg absolut ikke længere kan finde i mig, men som jeg havde i rigelige mængder for en del år tilbage nu, og som jeg oplever mange har i deres første møder med mine invitationer til dans. For mig handlede modstanden om flere ting. Det mest overfladiske lag af modstanden handlede om, at jeg ikke havde lyst til at skulle danse på en forudbestemt ”spirituel korrekt måde”, til noget bestemt ”terapeutisk korrekt” musik og med et forudbestemt resultat eller følelsesudbrud som succeskriterie. Dét for mig, har intet med procesdans at gøre. Det dræber den individuelle oplevelse, overgivelsen ind i ”det der nu er” – det dræber for mig (og måske for dig) simpelthen processen, at skulle udfolde den på en bestem måde. Det siger næsten sig selv ikke? Rummet, rammen, oplægget og ikke mindst atmosfæren må være så bred, så kærlig, så terapeutisk uhøjtidelig og ukorrekt at man kan finde sig selv lige der, hvor man er. Inklusiv den modstand man måtte være i, i længere eller kortere tid af processen!

Den dybereliggende årsag til min ”dansemodstand” var dog at finde et helt andet sted end i det ydre, og sådan er det for de fleste af os. Vores modstand mod kropslig udfoldelse, angst for at ”vise” os i lyd og billede ligger oftest gemt i alle mulige psykologisk set ”gode grunde”. For mit vedkommende handlede det om, det der for mig som lille pige, blev oplevet som et alt for tidligt møde med min mors flagrende og udadrettede seksualitet igennem blandt andet dans. Jeg fornemmede, hvordan det gav anledning til usikkerhed i den base som mine forældre udgjorde for mig, og i min egen krop virkede det bare for voldsomt og på en eller anden måde meget frastødende. Paradoksalt nok har særligt én bestemt terapisituation været udslagsgivende for, at jeg kunne generobre danseglæde og friheden til at udtrykke mig frit igennem kroppen. I netop den session blev jeg af underviseren ”inviteret til” at rejse mig op midt i cirklen af medstuderende på en psykoterapeutuddannelse, og danse nøjagtig som jeg havde oplevet min mor gøre det dengang. Det var naturligvis temmelig begrænsningsudvidende og frisættende for mig. Nogen ville kalde det grænseoverskridende, men jeg synes vi bør skelne mellem begrænsninger og grænser – dette var bestemt en begrænsning, der havde taget bolig i mig, og kapret en væsentlig del af min livsudfoldelse og frihed. Og så er det vist på sin plads her, at anerkende min mor for alt det gode hun har givet mig i kraft af, at hun er netop den hun er. Lige netop denne ”såring” har betydet at jeg i særdeleshed kan sætte mig ind i hvordan det er, at have modstand på dans og bevægelse i forbindelse med terapi og procesarbejde – det er jeg sikker på kommer dansehæmmede på Tobias-Skolen til gode.

Der er overordentlig meget at hente i form af både følelsesmæssig forløsning, generobring af skygger samt kropslig frigørelse og ikke mindst en dybere forankret heling og transformation af netop de temaer man måtte tage med ind i sin procesdans. Og selvom Danseterapi er det nye sort, så må vi anerkende de gamle flasker det flyder fra. Dans og bevægelse er blevet brugt i årtusinder i mange dele af verden til opnåelse af trancetilstande,  udvidelse af bevidstheden, dyb kontakt med ånder/åndelige aspekter og sjælen i os, til frigørelse af ”ting vi ikke længere har brug for”, som middel til fællesskab, kærlighedsmøder og bekræftelse af liv. Dynamiske meditationer er blevet brugt i nyere tid i OSHO regi og Gabriel Roth har udviklet sine helt egne rejser ind i dansen og livets fem rytmer. På nettet foreligger der også en del mere eller mindre videnskabelige undersøgelser og tunge universitetsafhandlinger omkring effekten af danseterapi.

Hvis du gerne vil i gang kan jeg anbefale dig at møde op til nogle af vores Sjælerumsdage, der indimellem byder på procesdans – tjek dennæste dato under retræter og kurser.

Hvis du bare har lyst til at udforske dig selv i dansen, kan du lave din egen playliste, hvor du tager højde for hvilken proces du gerne vil facilitere. Eller du er velkommen til at gå frem efter dagens playliste herunder. Skriv til mig hvis du ønsker at jeg skal blogge lidt mere detaljeret om, hvordan man skrue sin procesdans sammen og hvordan man laver en playliste, der kan sætte gang i processen.

Dagens playliste – Rimeligt generelt fokus:

Usher – You make me wanna

Indeep – Last night a D.J. saved my life

Usher – Yeah!

Usher – DJ go tus fallin’ in love

Timbaland – The way I are

Justin Timerlake – Dress On

Alannah Myles – Black Velvet

Phlake – Pregnant

Mr. Probz – Waves (langsom version)

Leona Lewis – Bleeding Love

God danseglæde, Lene

Tilbage til siden