TOBIAS-SKOLEN
Krops- & psykoterapeut-uddannelse

Neuropatologi & Psykosomatik - indhold

100 timers velvalgt knowhow for alle psykoterapeuter!

Modul 1.

På første modul af denne spændende rejse ind i krop-psyke sammenhænge og neuropatologi, tager vi afsæt i fosterets udvikling af hjerne og nervesystem og det tidlige samspil med omsorgspersonerne/særligt mor, og dets betydning for en sund udvikling af netop nervesystemet og hjernen.

Den videre vej fører os til nervesystemets ubalancer/patologi, manglende evne til en sund regulering imellem sympaticus og parasympaticus og konsekvensen heraf.

Der bygges således bro imellem den tidlige tilknytning, barnets spæde opbygning af hjerne/nervesystem og dermed forbindelse til regulering af kroppens kemi og fysiologi. Og særligt er der naturligvis fokus på, hvordan tidlige traumer præger barnet og skaber grobund for ubalancer og sygdom i både barndom og voksenliv.

Vi følger vagusnerven fra dens udspring og vejen ned igennem kroppen, og kigger på hvilke sygdomme og ubalancer, der kan sættes i direkte forbindelse med en dårligt reguleret vagusnerve.

Et nervesystem der kører på højtryk eller er lukket kraftigt ned, ser vi i det daglige arbejde med klienter, og genkender sikkert de forsvar, der hører til. Her kigger vi i på den fysiske konsekvens, der kan betegnes som en generel dårligt reguleret krop, spændende fra kropskemi, immunforsvar, hormonsystem, neurotransmittere/signalstoffer, til organers funktion.

Psykosomatiske teorier modul 1:

Sammenhængen imellem udviklingsteorier, tidlige traumer, manglende sund tilknytning og hjernens udvikling, nervesystemet, hormonsystemet, immunforsvar, den polyvagale teori samt tarmfloraens mikro-miljøs betydning for nervesystemet og vores følelsesmæssige og psykiske tilstand.

Vi vil bygge en bro imellem John Bowlby, Daniel Stern, Schore, Lisbeth Marcher, Susan Hart samt Stephen Porges teorier og koble dem ind i de helt konkrete patologiske tilstande i kroppen. Og vi vil naturligvis have fokus på at forstå, hvordan vi genkender ubalancer i nervesystemet og de mulige fysiske symptomer/patologiske tilstande hos vores klienter.

Den implicitte bro imellem neuropatologien og psykoterapeutens arbejde:

Det praktiske arbejde med traumer og genoprettelse af et sundt nervesystem og dermed en sund fysiologi er ikke en del af undervisningen her, men gives løbende igennem hele uddannelsen og mere koncentreret på udvalgte moduler på alle årgange af Tobias-Skolens psykoterapeut-uddannelse.

Undervisningen i Neuropatologi & Psykosomatik gør det dog meget klart, hvordan vi som psykoterapeuter hele tiden må arbejde både på mikro- og makroplaner i en dans med klientens nervesystem og herigennem opbygge et felt, der kan give plads til gendannelsen af den helt grundlæggende evne til affektregulering.

Relationen imellem terapeut og klient er limen; dansen imellem spejlneuroner og andre mikro-bevægelser i det usynlige felt imellem terapeut og klient, opbygning af en tryg relation, et varmt og roligt ydre miljø, gentagende strukturer i sessionerne og forløbet samt de pendulerende bevægelser/interventioner på mange planer i terapien, er kimen til gendannelse af evnen til selvregulering og dermed også til en sund fysiologi.

Undervisningen her giver dig således en dybere forståelse for, hvordan det arbejde du allerede gør som psykoterapeut helt konkret har indflydelse på fysiologiske/patologiske tilstande i klienten. Og det vil helt sikkert dygtiggøre dig til, endnu mere fokuseret, at igangsætte interventioner og øvelser, der har betydning for dine klienters følelsesmæssige, neurologiske såvel som fysiske/patologiske tilstande.

Modul 2

På 2. del af rejsen, bevæger vi os naturligt videre ud i kroppen og kigger dybere på nogle af de konkrete grupper af sygdomme/patologiske tilstande, der synes at være vældet op i de sidste årtier og som vi møder ofte i arbejdet som psykoterapeuter, netop fordi det er tilstande, der vækker de helt eksistentielle spørgsmål i et menneskes liv.

Samtidig kigger vi overordnet på epigenetikken, de transgenerationelle prægninger og på, hvordan følelser skaber kemi i kroppen og dermed danser tæt med både nervesystemet og med kroppens sygdoms- eller sundhedstilstand. Vi dykker ned i placeboeffektens selvfølgelighed og dermed også i de kræfter, der lever i kroppen og dens evne til at genoprette balance.  forhåbentlig på dette modul med en dejlig følelse af, at der rent faktisk er noget at hente i

De sygdomme vi primært fokuserer på, på dette modul er; Autoimmune sygdomme/når kroppen angriber sig selv. Allergier/når kroppen opfatter ellers harmløse stoffer som farlige. Sclerose, kronisk træthedssyndrom, ME, ALS og cancer. I forhold til cancer vil vi inddrage dr. Hamers fund af sammenhængene imellem traumer og udvikling cancer, ligesom andre forståelsesrammer også vil indgå. Derudover kigger vi på kroniske smertetilstande og forskellige migræne-former; hvad er det rent fysiologisk, der er på spil her, og kan vi som psykoterapeuter støtte samt være med til at afhjælpe disse smertetilstande?

Psykosomatiske teorier modul 2:

På dette modul berøres teorier fra epigenetik/systemisk bevidsthed, følelser og deres betydning for kropskemi, placeboeffekten og bevidsthedens betydning for sygdom og sundhed, immunforsvaret og de særlige sygdomme, der udvikler sig med afsæt heri samt eventuelle paralleller til grænseproblematikker. Der bliver givet konkret overordnet teori om de nævnte patologiske tilstande samt forståelsen af de mulige følelsesmæssige sammenhænge i udviklingen af netop disse sygdomme.

Broen imellem patologiske tilstande og psykoterapeutens arbejde:

På Tobias-Skolens uddannelse, lærer du fra første modul at forstå mennesket igennem dets fem dimensioner. En grundlæggende forståelse af, at en patologisk tilstand ikke kun lever på det fysiske plan, men udtrykker sig igennem både det sjælelige/klientens kontakt hertil, det psykologiske plan/følelser og tanker, det relationelle/klientens kontakt til relationer/omverden, på det energetiske plan/i chakras og det øvrige energisystem samt naturligvis på det fysiologiske plan; her hvor den egentlige patologiske tilstand ses og erkendes af lægevidenskaben.

Du har lært/eller lærer på psykoterapeutuddannelsen at udfolde og dermed hjælpe en klient til at forstå sine egne patologiske tilstande i det flerdimensionelle lys. Ligeså lærer du et hav af interventionsmuligheder.

Og netop på metode og interventionsplanet, arbejdes der på Tobias-Skolen procesorienteret med både kropsterapi og energiarbejde, integrativ åndedrætsterapi, musik, kreative udfoldelsesformer, som tegneterapi, ler & og eksternaliserende opstillinger af symptomer, traumeforløsning via øjen- & kropsbevægelser, klientens drømme, der arbejdes med de metaforer der fortælles i en given sygdomsproblematik, meditative guidninger ned på celleplan og mange mange flere metoder, der ofte opstår i samspillet med den enkelte klient.

Disse metoder kan hjælpe klienten til at forstå sit symptom, ligesom fokus kan være på forløsning af de konkrete årsager og sammenhænge samt på integration og gendannelse af sundheden.

Undervisningen på modul 2. giver dig en sikker viden om, hvad der konkret og fysiologisk set er på spil i de enkelte sygdomme. Dette udfolder ofte i sig selv en metafor, der kan være med til at bygge en bro til en mere hel og flerdimensionel forståelse af krop-psyke sammenhængen i den enkelte patologiske tilstand. Dette giver et håb for psykoterapeuten og klienten samt en konkret viden om, at det psykoterapeutiske arbejde, når det går dybt og er fokuseret nok, har indflydelse på og kan afhjælpe selv svære sygdomstilstande.

Modul 3

På den sidste del af rejsen ind i ”Neuropatologien og Psykosomatikken”, bevæger vi os hele vejen rundt i kroppens forskellige områder og deres mulige sygdomstilstande. Der bygges naturligvis bro til vores første modul og nervesystemets grundlæggende betydning for regulering/dysregulering og dermed sundhed og udvikling af sygdom, til epigenetikkens opdagelser samt de øvrige teorier om krop/følelser/psyke-sammenhænge.

Vi tager på rundtur i kroppens forskellige organer; deres symbolske og mere psykologiske betydning samt deres følelsesmæssige forbindelse i relation til de fem elementer/østens filosofi. Videre rundt i kroppen besøger vi muskelsystemet, den symbolske værdi af muskelkraft med parallel til Lisbeth Marchers udviklingsteori samt musklernes overordnede sygdomstilstande. Vi ser på Skelettets symbolske værdi, de overordnede sygdomme her.

Vi når altså på disse tre moduler rundt i hele kroppen og får en overordentlig grundig, konkret og samtidig holistisk forståelse af hele kroppen, dens patologi og dens samspil med det indre og ydre psykosociale miljø.

Herigennem opnås en viden om, hvordan sygdomme kan opstå i et samspil mellem indre og ydre faktorer, og dermed også kan arbejdes med igennem psykoterapi, der rummer og favner en forståelse af både årsagerne, og den mulige vej til genoprettelse af sundheden.

Vitaminer, mineraler & sporstoffer

Som en naturlig forlængelse af undervisningen, vil der i forhold til visse sygdomme blive givet et kort rids over de vitaminer, mineraler, sporstoffer mv. der kan være med til at stabilisere og styrke kroppen i sin genoprettelse af sundehed og balance. Dette er ment som en viden og ikke som en visdom, der giver kompetence til, at man som psykoterapeut kan arbejde videre med i fx. anbefaling af vitaminer/mineraler til sine klienter. Der vil derfor blive udleveret en liste med henvisning til professionelle hormonterapeuter, naturopater og andre af Danmarks dygtigste læger og terapeuter, der arbejder komplementært med det sigte, at styrke kroppens evne til helbredelse.

Andet

Hvis man selv har patologiske tilstande, som man ønsker inddraget i undervisningen, er det i de fleste tilfælde muligt. Ligeledes, hvis man arbejder med en klient med patologiske tilstande, vil dette kunne indgå som en del af undervisningen.

Konkrete oplysninger

Underviser på forløbet er Tobias-Skole uddannet psykoterapeut Monica Winther. Monica blev færdiguddannet i 2012 og har siden taget en efteruddannelse i arbejdet med traumer og nervesystem, ligesom hun har undervist på Tobias-Skolen blandt andet i ”Psykopatologi”.

Monica er oprindeligt uddannet sygeplejerske og har i de sidste år og indtil for nylig arbejdet på IOM (institut for orthomolekylær medicin) i Lyngby, ved siden af sit arbejde med klienter og grupper i sin egen klinik i Kvistgård i Nordsjælland.

IOM er et lægedrevet behandlingssted, der arbejder komplementært med forskellige patientgrupper, heriblandt fortrinsvis cancerpatienter, kvinder med svære hormonelle ubalancer og mennesker med tungmetalforgiftning. Monica har arbejdet både i traditionel forstand som sygeplejerske med C-vitamin og EDTA-indsprøjtninger, men har ligeledes haft mange cancerpatienter i gruppeforløb samt i individuel terapi.

Monica har således sine teori-rødder solidt plantet i lægevidenskaben, men har erfaret og uddannet sig til en holistisk og bred forståelse af kroppen, sygdomme, psyke og traumer. Ligeledes har hun i sit daglige virke i klinikken en levet erfaring i, at arbejde med mennesker, for hvem sygdom er kommet til at overskygge livet.

FØRSTKOMMENDE FORLØB FOREGÅR PÅ TOBIAS-SKOLEN I JYLLAND:
27-30 sept. 2018 - 8.-11. nov. 2018 - 3.-6. januar 2019

Skulle der allerede nu, være basis for et hold på Sjælland, vil dette blive sat op snarest muligt.

Pris: Hele forløbet koster 12.000,-.
Er du tidligere/kommende eller nuværende studerende på Tobias-Skolen gives rabat på 3.100, således, at prisen er 8.900,-. Beløbet betales ved tilmelding, som er bindende.

Du får en mappe, til materiale og noter. Til hvert modul udleveres fortrykte ark med overskrifter på de forskellige teorier og sygdomme, og med plads til at notere din læring ud fra de fortrykte spørgsmål. Dette materiale tjener som din fortløbende tjekliste over din forventede læring.

Litteraturliste:  
Den ortodokse litteratur om patologi/sygdomslære er Kjeld Bruun Hansens bog ”Sygdomslære på en anden måde”. Derudover vil du modtage en overskuelig litteraturliste, der mere matcher den holistiske tilgang samt går dybere i de teorier, der tegner forløbet.

Hvem kan deltage:
Alle psykoterapeutstuderende, psykoterapeuter, alternative behandlere eller andre med en sundhedsfaglig uddannelse.

RAB-godkendelse:
Vi har fået et par forespørgsler om, hvorvidt forløbet er RAB-godkendt (Registreret alternativ behandler). Idet psykoterapeutuddannelsen i sig selv ikke kræver undervisning i patologi (dette er særligt for Tobias-Skolens uddannelse) – og derforuden giver mulighed for at søge FaDP om en REG-psykoterapeut titel, der i sin essens er en RAB-godkendelse blot med en psykoterapeut tilrettet titel, vil det ikke være relevant for de fleste psykoterapeuter at deltage i et RAB-registreret patologi-forløb. Hvis du går på en uddannelse til alternativ behandler, må du tjekke med dit uddannelsessted, om dette forløb matcher kravet. Vi vil søge om en RAB-godkendelse af forløbet, men idet indholdet er rækker langt udover den ortodokse patologiundervisning, samt lige nu kører uden eksamen, tvivler vi på en RAB-godkendelse. Det er ganske enkelt ikke det samme som de ortodokse RAB-godkendte forløb i patologi.

Tilbage til siden