
Tobias-Skolens mission er at udklække Spirituelle Integrative Krops- & Psykoterapeuter, der har opnået et sundt fundament i egen krop, sjæl & psyke, en solid faglighed og som vægter etik i deres arbejde.
På samme tid er det helt centralt at Tobias-Skolen fungerer som undervisningssted for den visdom og kraft der opstår - når krop, sind og ånd mødes og ”går i takt” – når spiritualiteten bliver bragt ned på jorden, så at sige. Det er denne enhedsfølelse, (overensstemmelse mellem krop, sind og ånd) som vi klæder vores studerende på til at være katalysatorer for igennem krops- og psykoterapeutiske interventioner.
Spiritualitet er på ingen måde en religion eller noget vi ”tror” på. Derimod er det et spørgsmål om at leve et liv i nærvær og med en kontakt til og forståelse for, de åndelige aspekter som alle mennesker er en del af.
Tobias-Skolen ønsker at guide mennesker og kommende terapeuter til at være i kontakt med deres sjælskerne, udfolde de frø, potentialer og den mission der ligger her – til gavn for sig selv og for det samfund vi lever i. Vi tilbyder således en unik terapeutisk retning der arbejder med det hele menneske – krop, sind, sjæl og ånd.
En terapiform der rummer en bred vifte af gennemprøvende og anerkendte værktøjer, og som gør det muligt for den færdiguddannede Spirituelle Integrative Kops- & Psykoterapeut, at møde klienten og dennes problematik på netop det niveau han/hun befinder sig og med de værktøjer, der giver den dybeste forløsning.
Ønsker du en terapeutisk uddannelse, der på alle plan rummer kvalitet, etik og høje standarder, har Tobias-Skolen måske det du søger.